I Vesten var vi engang mestre i at spille beskidt, især under Den Kolde Krig. I dag har vi overladt gråzone-taktikker og hybrid krigsførelse til Rusland, som sejrer i misinformationens kamp. Europas engagement i at følge reglerne kan være demokratiets svage punkt.
Berlinluftbroen illustrerer, hvad vi engang var dygtige til, men har forsømt siden. Den Kolde Krig begyndte og sluttede grundlæggende i Berlin, præget af luftbroen i 1948-49 og Murens fald i 1989. Luftbroen var den største luftbårne nødhjælpsoperation i historien, som forsynede Berlin efter Stalin forsøgte at fordrive de vestallierede. Sideløbende udnyttede Vesten radioudsendelser som RIAS (en forgænger for CIA-støttede Radio Free Europe og Radio Liberty) og styrkede soft power gennem kulturelle initiativer, som britiske Shakespeare-opsætninger midt i ruinerne og uddannelsesprogrammer via amerikanske biblioteker og kurser.
Dog var misinformation Vestens stærkeste våben. Den allierede luftbro kostede hvad der i dag ville svare til næsten 3 milliarder dollar og krævede en overbevisende historie for at opnå offentlig støtte. Denne fortælling, som mange stadig accepterer, påstod at Berlin var blokeret, dens landruter afskåret, og dens kvinder og børn stod overfor sultedød.
Men sandheden er, at selvom der var en luftbro, var der ingen Berlin-blokade. Dokumenter fra 1948 i Storbritanniens Nationalarkiv afslører, at Foreign Office erklærede, "blokaden af Berlin er IKKE en belejring," og at tyskere kunne bevæge sig ind og ud for at få mad, for eksempel. En mediekampagne promoverede dog "en massiv og sensationspræget historie om luftstyrke anvendt til humanitære formål." USAs udenrigsminister George C. Marshall opfordrede via telegram til at "udnytte i fuldt omfang den nuværende propagandafordel vores position giver," og understregede sovjetisk ansvar for "den truende sult blandt den civile befolkning." Historien var så effektiv, at den blev en varig myte fra Den Kolde Krig, som stadig undervises i for britiske studerende.
Var det rigtigt at vildlede offentligheden i 1948-49? Nej. Sikrede det fuld støtte i Storbritannien og USA? Ja – det hjalp endda Harry Truman med at vinde en uventet genvalg i november det år.
Hvad har vi lært og aflært siden? Europæiske demokratier er stolte af at være mere sandfærdige end Rusland (og USA), idet de tror, at gennemsigtighed, fakta og beviser skaber tillid. Vestlige medier må hæve sig over rygter og bots, og Ruslands handlinger er problematiske nok uden overdrivelse.
Alligevel kunne vores strategier være mere robuste. Vi taber informationskrigen til Rusland, fordi de værktøjer vi stolede på under Den Kolde Krig, mange fra luftbroens æra, er ved at forsvinde. Radiostationer og nyhedsbureauer, der sender til Østeuropa, er truet: Trump forsøgte at fjerne finansieringen til Radio Free Europe og Radio Liberty. Britiske ministre kritiseres for at sove i timen vedrørende nedskæringer i soft power, som dem til British Council. Tysklands Goethe Institut ser også sine midler reduceret. I USA blev Global Engagement Center, etableret i 2016 for at bekæmpe misinformation, lukket af Trump tidligere i år.
EU-organer som European External Action Service og East StratCom Task Force fokuserer mere på at overvåge trusler end at tage offensiv handling. Som Royal United Services Institute advarer, har Vesten undladt at udvikle et meningsfuldt svar eller forbedret offentlig kontakt for at modvirke russiske misinformationstiltag.
Rusland vinder hjerter og sind ikke kun i Europa, men også i den Globale Syd. Gennem troldefabrikker, cyberangreb, deepfakes og falske nyheder – som påstande om beskidte bomber og biovåben i Ukraine – påvirker de den offentlige mening i regioner, hvor Vesten har mistet moralsk autoritet. Putin kalder Vesten... Han betegner deres taktikker som et "farligt, blodigt og beskidt spil," men han projicerer. Det er det spil, han selv spiller.
Hvordan ville det egentlig se ud at spille beskidt? Det ville betyde at handle med den samme beslutsomhed og mod, der hjalp Vesten med at stå imod Stalin – og vinde. Det ville involvere at tage afgørende handlinger som EU's suspending af russiske propagandamedier RT og Sputnik i 2022, eller US Cyber Commands angreb på Internet Research Agency, en russisk troldefabrik, i 2018 for at forhindre valgindblanding. Det ville betyde at samarbejde med hacktivister, da vi sjældent hører om vestlige cybersucceser mod Rusland, muligvis fordi de opererer mere stille.
Bekymringer om eskalering og gengældelsesangreb på kritisk infrastruktur er berettigede. Men mens Rusland sender truende droner for at teste Europas grænser, bruger vi vores tid på at bekymre os i stedet for at slå tilbage.
Hvad vi mest har mistet siden luftbroen – da USA og Storbritannien først hældte penge, informationsstyrke og militær styrke ind i Europa i fredstid – er vores fighting spirit. Vi stod imod Stalin med bemærkelsesværdig modstandskraft og en kraftfuld, omend ikke helt nøjagtig, fortælling. Det er godt, at vi er blevet mere sandfærdige, men ikke at vi har mistet vores kampånd. Mange virker nu for trætte og desillusionerede til at forsvare demokratiets fordèle.
Derfor kan russerne selvsikkert påstå i (mis)informationens rige: "Vi vinder."
Joseph Pearson er historiker og underviser på Barenboim-Said Akademie og New York University i Berlin. Hans bog "The Airlift" er tilgængelig i Storbritannien og udgives i Nordamerika som "Sweet Victory" i december.
Ofte stillede spørgsmål
Selvfølgelig. Her er en liste over FAQ om emnet formuleret i en naturlig, samtaleagtig tone med direkte svar.
Begynder-niveau spørgsmål
1. Hvad betyder denne udtalelse egentlig? "Vesten havde engang monopol på at spille beskidt"
Det betyder, at vestlige nationer i lang tid blev set som de mest dominerende og effektive til at bruge aggressive taktikker – som spionage, propaganda og politisk manipulation – for at opnå deres internationale mål.
2. Hvordan outmanøvrerer Moskua Vesten nu?
Rusland bruger nu de samme taktikker, ofte mere effektivt. De bruger cyberangreb, spreder misinformation på sociale medier, engagerer sig i politisk indblanding og bruger energiforsyning som et politisk våben, ofte til at overraske vestlige demokratier.
3. Kan du give mig et klart eksempel på dette?
Et afgørende eksempel er indblandingen i USA's valg i 2016, hvor russiske grupper brugte sociale medier til at sprede splittende indhold og hacke emails for at påvirke den offentlige mening. Et andet er at bruge Europas afhængighed af russisk naturgas til at presse lande politisk.
4. Hvorfor tillader Vesten, at dette sker?
Vestlige demokratier er ofte langsommere til at reagere, fordi de er bundet af love, offentlig granskning og en fri presse. Autoritære regimer som Rusland kan handle hurtigere og uden disse begrænsninger, hvilket giver dem en fordel i disse gråzone-konflikter.
Mellemniveau spørgsmål
5. Hvilke specifikke beskidte taktikker bruger Rusland, som Vesten ikke gør?
Rusland har været særligt effektiv med:
Hybrid Krigsførelse: Blanding af konventionel militær styrke med cyberangreb, misinformation og finansiering af politiske ekstremistgrupper.
Våbenlæggelse af Afhængighed: At bruge globale økonomiske forbindelser mod andre lande.
Troværdig Afvisning: Udførelse af operationer gennem proxyer eller på måder, der er svære at spore direkte tilbage til Kreml.
6. Hvad er hovedsvaghederne i Vestens tilgang, som Rusland udnytter?
Rusland udnytter Vestens åbne samfund, politiske splid og afhængighed af digital infrastruktur. De målretter sociale medier for at forstærke eksisterende politiske og sociale konflikter, så demokratier kæmper med sig selv.
7. Gør Vesten ikke også disse ting stadig? Hvad er forskellen?
Jo, vestlige nationer deltager stadig i spionage og cyberoperationer. Nøgleforskellene ligger ofte i omfang, hensigt og tilbageholdenhed. Ruslands kampagner er
