Det er svært at forestille sig nogen, der mindre ligner den lurvede, udtjente MI5-agent Jackson Lamb, end hans skaber, Mick Herron. "Han må komme dybt fra mit underbevidsthed," spøger den 62-årige thrillerforfatter, mens han nipper til mineralvand på en rooftop-bar i sin hjemby Oxford – en verden fjern fra Londons Aldersgate, hvor hans bedstsælgende Slough House-serie foregår. Iført en "blå skjorte, hvid t-shirt" (en reference fans vil genkende), taler han blødt med et strejf af geordie-accent. Herron omtales ofte som John le Carrés arving og "den bedste spionromanforfatter af sin generation" af New Yorker. I modsætning til le Carré har han dog aldrig været spion. Mærkeligt nok gav Wikipedia ham endda en helt opdigtet fødselsdag. "Jeg fik kort. Jeg fik en kage," siger han.
For dem, der ikke kender serien, følger romanerne og den prisvindende tv-serie en gruppe misfits-spioner, der er forvist til Slough House af MI5 efter diverse fejltrin og misgerninger. Det forfaldne kontor ligger så langt fra det elegante hovedkvarter i Regent's Park, at det lige så godt kunne være i byen Slough. Kniben er, at disse uheldige underdogs – kaldet "slow horses" – under Jackson Lambs snavsede ledelse altid formår at udmanøvrere de polerede agenter og "hundene" tilbage i Parken.
"I sin enkleste form lyder det ikke videre lovende, vel?" siger Herron beskedent. "En flok mennesker, der ikke er gode til deres job og ikke kan lide hinanden, som er tvunget til at arbejde sammen på et kontor. Hvorfor skulle nogen ønske at læse det?" For det første er det sjovt. I en genre fyldt med mørke psykologiske thrillere og glatte spin-offs, føles Herrons blanding af høje odds, lav komik og politisk satire som et pust af frisk luft – hvis luften på Slough House ikke var tyk af prutter og frustration. Will Smith, medforfatter til **The Thick of It** og **Veep**, var det perfekte valg til at adaptere Herrons verden til tv: Lamb er MI5's svar på Malcolm Tucker, bare mere beskidt. En koldkrigsrelikvie holdt sammen af alkohol, cigaretter og loyalitet overfor sine "joes", er Lamb blevet en af den moderne fiktions store karakterer. Som en nutidig Falstaff eller Fagin er han nu en del af den offentlige bevidsthed, takket være Gary Oldmans kærlige portrættering og Kristin Scott Thomas' kongeligt iskolde optræden som MI5-chef Diana Taverner i tv-serien.
I denne efterår vender Oldman og castet tilbage til sæson fem, baseret på den femte Slough House-roman, **London Rules**. På bølgen af denne succes vil Apple TV+ også adaptere Herrons mindre kendte debut fra 2003, **Down Cemetery Road**, med Emma Thompson som Oxford-privatdetektiv Zoë Boehm. Og i denne uge udgiver forfatteren den niende bog i Slough House-serien, **Clown Town**.
Den nye roman trækker inspiration fra den sande historie om en IRA-informant og morder med dæknavnet Stakeknife, rigtige navn Freddie Scappaticci. Herron kalder ham "et forfærdeligt menneske", som blev beskyttet af britisk efterretningstjeneste i 70'erne og 80'erne – en operation en høj embedsmand beskrev som "en af de mest moralsk tvivlsomme" tjenesten nogensinde havde været involveret i. Perfekt materiale for Herron. Karakterer i Slough House-romanerne navigerer ofte i det grumme grænseland mellem at beskytte nationen og at tjene GCHQ's interesser. Stakeknife døde "fredeligt i sin seng" i 2023, efter Herron allerede var langt inde i skrivningen af **Clown Town**. Forfatteren holdt sig ikke for nær til de historiske fakta. "Det hæmmer fantasien," siger han. "Og så er jeg ret doven, når det kommer til research."
"Man behøver ikke at forstå politik for at være et offer for politisk terror, for at bomber eksploderer omkring en," bemærker Herron. **Clown Town** begynder med en venstreorienteret regering, der finder fodfæste, ledet af en premierminister, der foretrækker designerbriller og "tilfældigvis er advokat". Selvom der måske er en ny kost på Nr. 10, forbliver de skyggefulde kroge i det britiske establishment lige så snuskede som altid. "Jeg skriver om, hvordan magten korrumperer," siger Herron. "Det er ikke ligefrem en original iagttagelse, men det betyder ikke noget." Det betyder ikke noget, hvem der har magten – ting vil gå galt, enten ved fejl eller med vilje. Jeg hælder mere til "fejl"-synet på historien end konspirationsteorierne, men resultatet er det samme.
Herron har måske ikke arbejdet i efterretningstjenesten, men han kender kontorliv. "På mange måder skriver jeg mere om kontorer end om spioner," siger han. "Efterretningstjenesten er grundlæggende et stort kontor. De har køkkener med køleskabe. De samme ting sker der som på alle andre arbejdspladser." Dette er ikke James Bond.
At få Herron til at indrømme, at hans bøger er en kæmpe succes, er som at forsøge at overbevise Lamb om at tage et brusebad. "Fiasko interesserer mig altid mere end succes," insisterer han. "Det ville være tåbeligt at sige, at jeg ikke er succesfuld nu, men jeg var *så* tæt på at fejle," tilføjer han og klemmer tommel og pegefinger sammen. "Det kunne være gået meget anderledes. Jeg var meget heldig."
Hans historie er en af forlagsverdenens store seneste successer – en inspiration for underdogs overalt. I årevis, på sin gåtur til den juridiske journal, hvor han arbejdede som korrekturlæser, passerede han en grim bygning på Aldersgate Street. "Jeg anede ikke, at jeg skulle skrive en bog, endsige en serie, om det," siger han om, hvad der blev til Slough House. "Jeg har 'boet' der lige siden." Den samme bygning optræder i tv-adaptationen. "De gik den ekstra mil. De kunne have brugt enhver bygning, men det gjorde de ikke." På sin aftenstogtur tilbage til Oxford finpudsede han sine ideer, så han vidste præcis, hvad han skulle skrive, når han kom hjem. "Jeg havde omkring en times arbejde i mig hver aften," siger han og skrev i gennemsnit 360 ord om dagen.
Efter at have prøvet kræfter med poesi og litterær fiktion, skiftede han til krimi med sin Zoë Boehm-serie. Den 7. juli 2005 ventede han på perronen på Paddington, da en bombe eksploderede på Edgware Road, én station væk. "Man behøver ikke at forstå politik for at være et offer for politisk terror, for at bomber eksploderer omkring en," reflekterer han. "Det fik mig til at indse, at jeg kunne skrive om sådanne begivenheder uden helt at forstå, hvordan de opstod." Så han skiftede fokus og begyndte at skrive spionromaner.
**Slow Horses** blev udgivet i 2010, men et par år senere kunne han ikke finde en britisk forlægger til dens efterfølger, **Dead Lions**. "Hvad er det overhovedet?" spurgte en forlægger og var usikker på, om det var en thriller eller en komedie. "Bøgerne solgte ikke i starten," siger Herron roligt. "Det overraskede mig ikke. Jeg var ikke ked af det – jeg kom bare videre med mit liv."
En redaktør hos John Murray kom til at samle **Slow Horses** op på Liverpool Street station og besluttede at støtte den. De første to romaner blev genudgivet i 2015. Året efter tog Herron en fire måneders orlov for at prøve at skrive fuld tid. Kl. 11 på første dag vidste han, at han kunne gøre det, og da han vendte tilbage til kontoret, afleverede han sin opsigelse.
Men det var i 2016, tingene virkelig tog fart. "Det var Brexit," konstaterer forfatteren direkte. "Landets ulykke var min lykke." Hans post-folkeafstemningsroman, **London Rules**, udkom i 2018. Pludselig føltes hans populistiske, ludharede, cyklende MP, Peter Judd, alt for bekendt. Parallel
