Der sker noget på begge sider af Atlanten. På overfladen handler det tilsyneladende om flag, identitet og politisk loyalitet. Men som amerikaner, der bor i Storbritannien, ser jeg noget dybere i de seneste begivenheder: begge vores samfund normaliserer had og udelukkelse på måder, der skader ikke blot vores politik, men vores menneskelighed.
Jeg taler om aggressioner, både store og små – en grovhed i hverdagen. Jeg har personlige eksempler. For ikke længe siden, på et velkendt kreativt sted i London, oplevede jeg tydelig bias to gange. Mine gæster og jeg var det eneste helt sorte bord i lokalet, og da det blev mørkt, fik alle andre borde en lampe undtagen os. Da jeg tog det op med ledelsen, blev jeg afbrudt, affejet og fik at vide, at det bare var en forglemmelse. En sort medarbejder blev sendt for at berolige situationen. Senere fortalte en ansvarlig mig, at selvom de havde et "anderledes syn på, hvad der skete", indrømmede de, at det ikke levede op til deres sædvanlige standard, og at det var sådan, jeg oplevede det. Min sorthed blev ignoreret og formindsket, mens hvidhed blev bekræftet og fejret – alt sammen på et sted, der højlydt hævder at være et hjem for "fællesskab".
Pendulet har svinget tilbage. Åben aggression bliver normal på en måde, jeg ikke har set i årevis. For nylig er jeg blevet kaldt n-ordet på amerikanske lufthavne og restauranter – et ord, der ikke kun er beregnet til at fornærme, men også til at udslette.
Dette er ikke små fornærmelser. De er tegn på en kultur, hvor mistænksomhed og fordomme ikke længere hviskes, men gøres til våben. I Colorado blev tre studerende alvorligt såret i en skoleskyderi. I Minnesota var politiske ledere blandt dem, der blev målrettet af en angriber, der lavede en lang "hitliste" over demokrater, selvom efterforskere sagde, at han ikke syntes at have klare ideologiske overbevisninger. I Sverige blev ti mennesker dræbt i et angreb på et voksenuddannelsescenter – politiet fandt ingen beviser for, at det var ideologisk motiveret. Her i Storbritannien er højreekstrem aktivitet og protester mod asylansøgere steget voldsomt, drevet af opflammende retorik og tavshed fra ledere.
Det, der forbinder disse begivenheder, er ikke ideologi, men mangel på empati. Og uden empati kæmper demokratier.
Martin Luther King Jr. advarede: "Lad ingen mand trække dig så langt ned, at du hader ham." Han vidste, at had nedbryder både den, der hader, og den, der hades. Kærlighed er derimod den eneste kraft, der virkelig kan forvandle. Dette er ikke abstrakt filosofi – det er levet sandhed.
Jesus Kristus' budskab handlede aldrig om at forsvare doktriner eller trække grænser for renhed. Det handlede om radikal kærlighed – kærlighed, der krydsede grænser, omfavnede de udstødte og så sjælen bag synden. Det er den kærlighed, verden desperat har brug for i dag.
Rabbi Jonathan Sacks kom med samme pointe i sin bog fra 2015, Not in God’s Name: "Vi er alle Abrahams børn… Gud kalder på os, jøder, kristne og muslimer, om at give slip på had og hadprædiken og endelig leve som brødre og søstre… ved at ære Guds navn ved at ære hans billede, menneskeheden." Hans udfordring var teologisk, men også borgerlig. Samfund bygget på forurettelse kan ikke trives. Empati må blive en offentlig praksis, vævet ind i vores skoler, arbejdspladser og love. Politikere, der trives på division, skal holdes ansvarlige ikke blot for deres ord, men for de kulturel for grusomhed, de skaber.
Selv i USA, hvor ytringsfrihed er hellig, har præsidenter i det mindste anerkendt, at frihed ikke bør betyde licens. Trump-administrationen udtalte engang: "Vi må elske hinanden, vise hengivenhed over for hinanden og forene os i fordømmelse af had, bigotteri og vold." Det bør gælde for enhver amerikaner – uden undtagelse – og for ethvert samfund, der kalder sig demokratisk.
Fra britiske protester til amerikansk vold overdøver offentligt skuespil ofte de dybere spørgsmål, vi står over for, som ikke handler om hvilken side der er højest, men om vi stadig kan finde empati i en tidsalder, der synes afhængig af division. Ytringsfrihed er afgørende for demokratiet, men uden empati og ansvar bliver det et stumpvinklet værktøj – et, der skader de sårbare, mens det beskytter de magtfulde.
Her i Storbritannien ville empati betyde at konfrontere racisme, hvor den eksisterer åbent, men uden at blive udfordret: i private klubber, der fejrer hvidhed mens de ignorerer sorthed, og i hverdagens situationer, hvor fordomme affejes som harmløs banter. Det ville betyde at omforme vores politik, så forurettelser ikke bruges som våben, og nåde prioriteres.
Dette handler ikke om at være sentimental. Empati er ikke naivitet – det er en handling af moralsk mod. Det betyder at nægte at definere mennesker ud fra deres værste øjeblikke. Det betyder at se menneskeligheden i personen foran os, selv når deres ord gør ondt.
Jeg føler mig forarget, når nogen kalder mig n-ordet – hvad enten det er en tjener eller enhver anden – fordi det ord er beregnet til at udslette, hvem jeg er. Men jeg føler ikke had. Had ætser sig ind i sjælen. Forargelse, når den kanaliseres rigtigt, brændstof til sandhedsfortælling – den nægter at lade værdighed formindskes eller uretfærdighed normaliseres. Mit håb er, at vi selv over for sådan grimhed kan bygge et samfund, hvor empati gør det arbejde, had engang hævdede: at bringe os sammen, ikke splitte os.
Jeg tænker ofte på min søn. Han vokser op i en verden mere giftig end den, jeg kendte. Han vil stå over for valg om, hvordan han skal besvare grusomhed med grusomhed eller med kærlighed. Det, jeg vil have ham til at vide – det, jeg vil have os alle til at vide – er, at empati ikke er svaghed. Det er styrke. Det er nægtelsen af at lade had definere, hvem vi er. I sidste ende er det den eneste arv, der er værd at efterlade.
Jeg tænker også på et andet barn: Charlie Kirks søn i USA. Den ene dreng vokser op uden sin far; min vil vokse op og se, hvad den far stod for. To drenge, adskilt af et ocean, som arver det samme spørgsmål: vil vi bryde hadets cyklus? Min bøn er, at de begge på deres egne måder kommer til at forstå dette: den eneste vej frem, den eneste måde at helbrede det, der er brudt, er kærlighed.
Ofte stillede spørgsmål
Ofte stillede spørgsmål om "I midten af vrede og had forbliver et stort spørgsmål: kan samfund stadig finde empati?" af Keith Magee
1 Hvad er hovedemnet i Keith Magees tale?
Den udforsker, om samfund overvældet af vrede og had stadig kan genopdage og praktisere empati.
2 Hvorfor er empati vigtigt i samfundet?
Empati hjælper folk med at forstå og forbinde med andre, reducerer konflikter og fremmer samarbejde og retfærdighed.
3 Hvad er nogle almindelige barrierer for empati i samfundet i dag?
Almindelige barrierer inkluderer polarisering, misinformation, frygt, fordomme og økonomisk eller social ulighed.
4 Kan empati virkelig gøre en forskel i opdelte samfund?
Ja, empati kan bygge bro over splittelser, menneskeliggøre modstridende synspunkter og skabe muligheder for dialog og healing.
5 Hvordan påvirker vrede og had vores evne til at vise empati?
De lukker ofte ned for vores vilje til at lytte eller forstå andre, hvilket gør empati føles vanskeligt eller endda risikabelt.
6 Findes der virkelige eksempler, hvor empati hjalp med at helbrede samfundsmæssige splittelser?
Ja, eksempler inkluderer sandheds- og forsoningsprocesser, fællesskabsdialoger og indsatser efter konflikter som i Sydafrika eller Rwanda.
7 Hvad er nogle praktiske måder at dyrke empati i dagligdagen?
Lyt aktivt, prøv at se situationer fra andres perspektiver, engagér dig med forskellige synspunkter og praktiser venlighed.
8 Er empati det samme som at være enig med nogen?
Nej, empati betyder at forstå, hvordan nogen føler eller tænker, selvom du ikke er enig med dem.
9 Hvordan kan samfund fremme empati på en større skala?
Gennem uddannelse, inkluderende politikker, medier der fremmer forståelse og ledere der viser empatisk adfærd.
10 Hvilken rolle spiller institutioner i at fremme empati?
De kan skabe miljøer, der prioriterer respekt, dialog og retfærdighed, hvilket hjælper empati med at blive en samfundsmæssig norm.
11 Kan empati sameksistere med at holde folk ansvarlige for skadelige handlinger?
Ja, empati betyder ikke at undskylde forkert adfærd – det betyder at forstå kontekst og motivationer, hvilket kan støtte fair og konstruktiv ansvarlighed.
12 Hvorfor modstår nogle mennesker muligvis ideen om empati i konflikttider?
De ser det måske som svaghed, frygter at blive udnyttet eller tror, det underminerer deres egne kampe eller forurettelser.
13 Hvordan foreslår Keith Magee, vi begynder at genopbygge empati i polariserede samfund?
Han understreger, at vi skal starte med ærlige samtaler.
